Visionen med opholdssted stationen

”Jeg har ikke haft adfærdsvanskelige børn på Stationen, men derimod børn af adfærdsvanskelige forældre.” Sådan siger Erling Lundgaard, der grundlagde institutionen i 1986, og stadig har klare meninger om, hvordan man retter op, før man retter ind. Forresten, vidste du, at Bertel Haarder hjalp Erling med at få det hele til at ske..

1980´erne var Erling Lundgaard en yngre mand med en knivskarp mission. Han ville hjælpe de unge, som ingen andre kunne klare.

Med dels en pædagoguddannelse og dels en uddannelse fra den Sociale Højskole i København samt flere års praktisk joberfaring, gik Erling i gang med at finde stedet til sin drøm. Et sted, der kunne noget mere end alle de andre gode steder. ”Man kan sige, at min mission blev til en station.

På mere end én måde.

Vi købte jo den gamle stationsbygning i Vonsbæk – vi fik hele molevitten for 293.000 kr. Der havde ligget et alternativt produktionskollektiv på stedet, men de stak vist af, og så sprang vi til.

Vi begyndte med at være en udvidet familiepleje, dvs to voksne til 4-5 børn, og idéen var, at vi skulle være et sted, hvor unge med udfordringer blev godt modtaget, og senere sendt ud i samfundet med ressourcer. Altså en station i livet, og dermed fokus på udvikling i stedet for passivt ophold uden klare mål,” fortæller Erling Lundgaard. ”Vi ville gerne tage imod flere unge på opholdssted Stationen, og derfor være en selvejende institution.

Så engang i efteråret 1985 tog jeg til et møde, hvor jeg vidste, at Bertel Haarder også var til stede – jeg havde en idé om at han delte vores tanker. Jeg talte med ham, og så sagde han, at jeg bare skulle sende alle ansøgningspapirerne til ham, så ville han tale med justitsminister Ninn Hansen om det. Allerede nogle måneder senere var vi en selvejende institution - med venlig hilsen fra Bertel Haarder, kan man sige.

På det tidspunkt havde vi allerede ansat en lærer og fået godkendt et mindre produktionsværksted. Her reparerede vi Morris Mascot´er og Ferguson traktorer. Faktisk lavede vi lidt overskud på det, som de unge så fik. Det var meget motiverende.” Allerede dengang talte Erling om værdigrundlag som Stationens kompas for både pædagogik og medarbejderudvikling. Og gerne formuleret i et kort og præcist sprog, som alle kunne forstå.

På spørgsmålet om der dengang var en rød tråd i diagnoserne for de unge på Stationen, lyder det også enkelt. ”Ja, vi have de unge, de andre institutioner ville af med. Jeg var meget inspireret af William Glasser, den amerikanske psykolog, og hans koncept omkring realitetsterapi og personligt ansvar og ditto valg. I min oversættelse blev hans tanker f.eks. til princippet om, at vi skulle gi´ vores unge oplevelsen af, at de var værdsat fordi de kunne noget.

Et andet billede på det vi gjorde – og som jeg tror Stationen stadig er gode til i dag – er at vi holder hånden under de unge, og fortæller dem, hvordan man svømmer. Når man så kan se, at de svømmer, og ser deres glæde og stolthed over at kunne noget nyt på egen hånd, slipper man hånden, men lader dem blive i hjertet.

Kan man gi´ unge mennesker den følelse, kan selv de hårdest belastede nå længere i livet, uanset om vi snakker 1986 eller 2016,” smiler Erling.

Opskrift på ledelse

Som leder for medarbejderne på Stationen havde Erling også sine filosofier. Den vigtigste var, at forudsætningen for gode resultater med de unge, var gode medarbejdere, og helst de bedste. Og derfor udviklede Erling en særlig strategi for at udvikle og tiltrække netop dem, der kunne og ville noget mere.

Faktisk var formlen meget enkel. Jeg gav dels medarbejderne indflydelse og dels ansvar. Det betød et enormt engagement. Og vi kunne dermed ”producere” en masse oplevelser for de unge, der gav de unge jubii-jeg-kan opdagelse, og på den anden side gav medarbejderne arbejdsglæde fordi de ku´ se en lige linie mellem indsats og resultat.

Jeg tror også, det er sådan man forhindrer stress, men det er en anden snak. Jeg har altid haft min mening om tingene og været tydelig. Jeg synes feks, det er lidt bekymrende med alle disse bogstavsdiagnoser til børn. ADHD f.eks. Nogle børn har bare mere energi end andre. Og man skal ikke behandle børn ens. Derfor skal dem med meget power, have flere og andre slags udfordringer.

Det er et godt alternativ til medicin, der prøver at gøre børn ens og dermed nemmere at passe. Nogle siger jo, at ADHD står for Alle Drenge Har Det. Pædagoger har et meget vigtigt job, og det skal de anerkendes for.”

Omsorg fra hjertet

For Erling har begrebet omsorg altid haft en særlig plads i måden at praktisere pædagogik. Men det skal være omsorg fra hjertet, og ikke den der står på et ark papir fra mandagsmødet i personalerummet.

Jeg husker, at vi engang havde en ung pige, der sagde, hun gerne ville overnatte hos en veninde inde i byen, og at venindens mor og far ville være til stede. Jeg havde en fornemmelse af, at pigen i virkeligheden skulle i byen, hvilket jeg mente, hun var alt for ung til. Derfor fik hun nej, og blev selvfølgelig sur og rasende.

Dagen efter kom hun hen til mig, gav mig et kram og sagde; tak fordi du holder så meget af mig, at du siger nej, hvis noget er for farligt for mig.