Indslusningstur Indslusningstur Indslusningstur Indslusningstur

Indslusningstur

Opholdssted Stationen - Dato: 27-02-2013

I uge 40 tog Lasse, Sandra og Per på indslusningstur, på den klimamæssigt yderst behagelige atlanterhavsø Tenerife.

Da Lasse havde boet på Satellitten i ca. 5 måneder, skulle han på indslusningstur med sine kontaktpersoner. Efter nøje overvejelser og samtaler med Lasse gennem et par måneder, blev det besluttet at vi ville til Tenerife, hvor der altid er gode temperaturer uanset årstiden. Lasses ønsker for ”ferie-delen”, var fiskeri, snorkling og bjerge. Alt dette kunne Tenerife tilbyde, så det var en spændt dreng og pædagoger, der satte sig i flyet med retning mod Tenerife lige ud for Afrikas vestkyst.

Vi landede til dejlige 27 graders varme, så det var med opløftet sind, at vi satte os i den lejede bil for at finde vores endelige destination: Et lille byhus i bjergbyen Chirche, med en pragfuld udsigt over hav, solnedgang og øen La Gomoera.

Da vi havde pakket ud, var vi blevet godt sultne, men heldigvis lå der en restaurant blot 100 meter fra hvor vi boede. Restauranten var en oplevelse i sig selv. Her sad den lokale befolkning med et glas vin og spillede domino. Restauratøren var mere end glad for at se turister, han kunne betjene. Menuen rummede lokale specialiteter, for eksempel grillet ged. Geden havde Lasse og Sandra ikke mod på, så de valgte at se på, da Per kastede sig ud i den nye madoplevelse. Lasse og Sandra fandt en, for øret, mere tålelig ret med svinekød og kartofler. Mætte, tilfredse og trætte gik vi til huset og fik en god, lang nattesøvn. Så var vi klar til resten af ugens udfordringer.

Formålet med turen, ud over en masse gode oplevelser, var også at lære hinanden bedre at kende. Vi skulle finde ud af, hvem Lasse er og hvad han har med i rygsækken. Lasse skulle finde ud af, hvad vi er for nogen. Derfor havde vi planlagt at dagtimerne bestod af oplevelser og aktiviteter, mens aftentimerne blev brugt til samtaler og pædagogisk arbejde. Vi lavede blandt andet en livshistorie med Lasse, hvor han fortalte, hvad han kunne huske om sit liv fra så langt tilbage som muligt. Vi gennemgik handleplanen fra kommunen, så Lasse er helt med på, hvad der står i den. Alt det pædagogiske arbejde blev foretaget ved spisebordet i køkkenet før aftensmaden, som vi i øvrigt spiste hjemme hver aften.

Det var meget hyggeligere at være der end på et turistet spisested. Af oplevelser var der mange - udover de skønne timer ved stranden, hvor Lasse kunne boltre sig i det dejlige vand. En af de dagligt tilbagevendende oplevelser, var at køre rundt på Tenerife, som udover fantastiske naturskønne omgivelser, også er den rene rollercoaster.

Bakke op og bakke ned gik det i hårnålesving, som i en uendelighed afløste hinanden. Per var chauffør, så Sandra og Lasse måtte finde sig i hans kørsel alle syv dage; det gjorde de flot og med kun få hvin fra Sandras side. Et af Lasses store ønsker var at komme ud at fiske. Derfor købte vi fire timer med en større båd, som tog os med på ”Big game fishing” ud for kysten. Vi fangede en tun i løbet af ret kort tid, men ellers var det uforløst ventetid med de store Blue Marlins på op til 250 kilo. På turen reddede vi en skildpadde, som var blevet fanget i et net. Det var en stor oplevelse at se skildpadden på helt tæt hold. Dagen inden var vi på hval- og delfin safari med et stort sejlskib langs den samme kyst.

På turen så vi store flokke af delfiner og ind til flere mindre flokke af hvaler. Derudover blev der serveret mad og drikke ombord og vi fik en svømmetur ved Europas højeste klippeformationer helt ud til vandet. De var op mod 600 meter høje. Det var en rigtig god tur. En af de sidste ture vi var på, gik til den imponerende vulkan Teide, som er Spaniens højeste punkt på næsten 4000 meter. Den store nationalpark som omgiver Teide, er et vildt landskab med vulkanske klippeformationer og et goldt landskab, man ellers kun ser på tv. Et fantastisk skue og en stor oplevelse for os alle.

Turen ned fra Teide tog meget lang tid, da der er omkring 50 kilometer ned ad små og snørklede veje gennem tågede fyrretræsskove. Igen en udfordring for både chauffør og passagerer. Men alle klarede det flot. I bunden af bjerget kom vi til en lille by, hvor vi spiste et lækkert måltid mad på en hyggelig restaurant, inden vi skulle køre de sidste snoede 50 kilometer hjem igen. Det blev den sidste oplevelse af mange, som vi nåede på vores tur.

En tur som var det hele værd og en oplevelse for livet. Det var dejligt, at have så meget tid til ”bare at være sammen”, uden så mange forstyrrelser, som hverdagen jo kan byde på. Vi oplevede mange ting, lærte hinanden rigtig godt at kende, vi fik snakket og arbejdet og nået vores mål.

Da vi landede i Danmark var det til regn og gråvejr. Men med en uge som den vi lige havde haft, betød det ikke spor.

Se meget mere om vores opholdssted for unge - Klik her >>

Se mere om opholdsstedet og hvad vi kan gøre for dig