Et typisk anbringelsesforløb starter sædvanligvis med en henvendelse, fra den unges kommunale sagsbehandler. Ved den første kontakt aftales som regel udveksling af relevante papirer, så vi har en mulighed for at vurdere den unge, og anbringelsesmyndigheden har lejlighed til at vurdere om en anbringelse hos os kunne være relevant.
De relevante papirer vil herefter blive gennemgået af et visitationsudvalg bestående af Stationens ledergruppe samt intern psykolog. Visitationen vil foregå om mandagen i forlængelse med ledermøder, medmindre andet aftales.
Hvis begge parter er enige om at gå videre aftales et møde. Her deltager repræsentanter for fra den respektive afdeling og evt. den interne skole, sagsbehandler og evt. kontaktpersoner eller andre med et professionelt kendskab til den unge. På mødet vil der skabes klarhed over gensidige forventninger til anbringelsen, og den unges forhold vil blive uddybet yderligere. Samtidig aftales en foreløbig indskrivelsesdato, med respekt for den unges forhold.
Hvis begge parter stadig er enige om anbringelsen og finansieringen er godkendt af relevante instanser, aftales som regel et møde med forældre, plejefamilie og/eller andre der står den unge nær. I enkelte tilfælde deltager den unge også, men udgangspunktet er at alle med besluttende myndighed, er enige om anbringelsen før den unge kommer på banen.
Det gør den unge så ved det tredje møde. Ved dette møde præsenteres afdelingen, vores regler, rutiner, kultur osv. for den unge og vedkommende bliver bedt om ikke at tage stilling med det samme, men at gå hjem og tænke over det. Vi aftaler et kontakttidspunkt, og først der skal den unge tage endelig stilling.
Ovenstående er det typiske- og ideelle – anbringelsesforløb, men dette afviges ofte af forskellige årsager. Der kan være tale om meget presserende anbringelser, eller forskellige former for tvangsmæssige betingelser der spiller ind. Uanset hvad, prøver vi at skabe os det bedst mulige grundlag for, at kunne vurdere om vi tror os i stand til at hjælpe den unge.
Stationen • Fjelstrupvej 129 • 6100 Haderslev • Tlf.: 74 56 75 22 • kmi@inst-stationen.dk